Jeg er underviser på pædagogisk assistent uddannelse, jeg
underviser i de uddannelses specifikke fag så som; psykologi, pædagogik,
kommunikation, natur/udeliv m.fl.
Jeg har gennem de sidste to år primært undervist voksne
elever, der er over 25 år og har minimum to års erfaring fra praksis. De voksne
elevers uddannelse er forkortet ift. den ordinære uddannelse, da de allerede
har praksiserfaring. Eleverne oplever at uddannelsen er hård og, at der er
meget at lære på den tid de er på skolen. De efterlyser ofte mere tid til at
fordybe sig i forskellige temaer og læringsprocesser.
Hvis jeg skal reflektere over Illeris’ ideer om læring ift. min
egen praksis, så ser jeg læringsmæssige udfordringer i alle Illeris’ tre
kernebegreber.
Indhold: Viden, forståelse og færdigheder. Her oplever jeg at
mine elever starter på uddannelsen med meget forskellige viden- og
færdighedsniveauer. Nogle elever er over 50 år når de starter på uddannelsen,
deres færdighedsniveau er stort, men til gengæld er det lang tid siden de har
gået i skole. Det tager dem ofte lang tid at ”knække koden” til at tage uddannelse
og det fylder meget læringsmæssigt for dem. Modsat har jeg også haft elever,
der har en mellemlang videregående uddannelse allerede inden de starter. Disse
elever kender ”koderne” til uddannelse og buldre derudaf. Elevernes vidt
forskellige forudsætninger kræver, at jeg som underviser kan differentiere ift.
forskellige aktiviteter. Hvilket fører mig videre til Illeris begreb om:
Drivkraft: Jeg oplever at de voksne elever har en stor
drivkraft og motivation når de starter på deres uddannelse. De vil det enorm
gerne og bruger ofte meget mere tid på læsning og lektier end der
tænkes/påkræves. Ofte må jeg som underviser, huske eleverne på at holde weekend
sammen med deres familier. Ofte bruger eleverne denne uddannelse til at starte
på en frisk ift. til tidligere skolemæssige erfaringer. Mange af eleverne har
dårlige skolemæssige erfaringer med sig og qua deres alder og erfaring vil de
nu gerne udover disse dårlige erfaringer. Derfor oplever jeg en stor
læringsmæssig drivkraft hos de voksne elever, men samtidig også mange følelser
forbundet med læring. Disse følelser udspiller sig i dårlig selvtillid ift. til
læring og mange elever har svært ved at tro, at det de byder ind med
læringsmæssigt er godt nok. Hvilket fører mig hen til Illeris sidste begreb.
Samspil: Består af to niveauer, det nære sociale niveau og på
den anden side det overordnede samfundsmæssige niveau. På det nære sociale
niveau, er det de samspilssituationer der udspiller sig i klasserummet eller i
arbejdsgrupper. Her oplever jeg som underviser på de ”voksne” hold, at der
udspiller sig en enorm konkurrence mellem eleverne, det gælder om at komme i
gruppe med dem, med det høje faglige niveau. Jeg oplever at eleverne i
gruppearbejde ekskluderer hinanden fra grupperne møntet på faglighed og især de
tosprogede elever, der kan have sproglige udfordringer, bliver frasorteret i
denne proces. Jeg tror dette sker på grund af det overordnede samfundsmæssige
niveau. Her tænker jeg på de karakterkrav som uddannelsessystemet er bygget op
omkring, samt den karakter-diskurs der eksisterer i vores samfund, hvor det er
12-tallet der tæller.
Illeris mener at der i læringens processer og dimensioner,
er nogle fundamentale forhold ift. læringens struktur. Han mener at der er to
processer, som begge er aktive når der sker læring. Det er samspillet mellem individ og
omgivelser. Al læring har et individuelt og et socialt aspekt og disse ændre
sig hele tiden. Individet ændre sig i takt med alder og erfaring og det sociale
aspekt ændre sig i takt med samfundet og det erhverv eleverne kommer fra. Derfor
er jeg som underviser nød til at reflektere over de individuelle, de sociale og
samfundsmæssige sider af læringen, når jeg tilrettelægger undervisningsforløb.
Jeg kan som underviser bruge Illeris tanker, når jeg planlægger min
undervisning og hvilke didaktiske principper jeg vil bruge. Jeg kan reflektere
over hvordan jeg får Illeris tre dimensioner repræsenteret i min undervisning.
Her tænker jeg for eksempel undervisningsdifferentiering og deltagerstyring for
at ramme indholdet og drivkraften. For at fremme samspilsdimensionen kan jeg
medtænke praksisnærhed og medtage problemstillinger fra virkeligheden.
